Geografi

Beskrivelse af landet

Det britiske mandatområde Palæstina blev oprettet efter Første Verdenskrig. Indtil da var området en del af det Osmanniske Rige. Fra 1948 blev Palæstina delt op i tre geografiske enheder: Israel, Vestbredden og Gaza-striben. I dag forstås Palæstina oftest som Vestbredden med et areal på 5.860 km2 og Gaza-striben, med et areal på 360 km2

Vestbredden kan inddeles i tre regioner. Den ene er Hebron-bjergmassivet mod syd, med højder på 700-1000 m. over havoverfladen. Den anden er Jerusalem-bjergene, som strækker sig til Hebron-bjergmassivet. Den tredje region er bakkerne ved Samaria-bjerget mod nord, hvor Nablus-bjergene udgør den centrale del. 27% af Vestbredden er ørken, mens 5% er naturlig skov.Gaza-striben er en lang smal landstribe, der gennemskæres af to dale. Området er fladt uden nogen naturlige floder eller vandløb.

Klima

På Vestbredden er der tempereret klima, hvor temperaturerne varierer i takt med landskabets højder. Somrene er varme med perioder med hede. Om vinteren er det køligt men mildt og regnfuldt. I bjergmassiverne ved f.eks. Hebron falder der ca. 600-800 mm. regn om året, mens der i dalen ved Jordan-floden falder ca. 200 mm.Også Gaza-striben har tempereret klima med milde vintre. Somrene er varme med en tør hede og der falder ca. 300 mm. regn om året.

Råstoffer

Der findes ingen råstoffer af betydning i Palæstina.

Erhverv

Efter etableringen af det Palæstinensiske Selvstyre i 1994 er der i nogen udstrækning blevet opbygget en industri i de palæstinensiske områder. Denne omfatter en meget lille minedrift, bearbejdning af fødevarer, og fremstilling af bl.a. materialer til byggebranchen, tekstiler, fodtøj, cigaretter og kosmetik. Virksomhederne er som oftest små og familiedrevne. Israels lukning af grænserne omkring Vestbredden og Gaza efter år 2000, har gjort det stort set umuligt at drive virksomheder i de palæstinensiske områder. Endvidere har det israelske militærs bombninger udrettet store skader på de palæstinensiske virksomheder.

Landbrug udgør ca. 10% af det samlede BNP. Der dyrkes oliven, citrusfrugter og grønsager. Også blomster dyrkes og er en betydelig eksportvare. Da Palæstina hverken har fri adgang til havn eller lufthavn, har landbrugsprodukter kun kunne eksporteres via Israel, og er blevet klassificeret som varer fremstillet i Israel. De lukkede grænser har betydet, at landbruget først og fremmest producerer til hjemmemarkedet. Samtidig er meget af landbrugsjorden blevet ødelagt af de militære kampe, og landbruget er derfor i dag i en meget dårlig forfatning.

Befolkning og sociale forhold

Sprog

Palæstinenserne i Gaza og på Vestbredden taler arabisk.Palæstinensere i Europa og USA taler arabisk, men da de fleste har opholdt sig hele eller det meste af deres liv i disse lande, taler langt de fleste også engelsk eller andre europæiske sprog.

Befolkning

I 1997 blev det anslået, at der findes omkring 7-8 millioner palæstinensere i og uden for Palæstina.En opgørelse fra 2003 viser, at indbyggertallet på Vestbredden er ca. 2,4 millioner, mens tallet for Gaza-striben er ca. 1,4 millioner. Der er også et palæstinensisk mindretal i Israel, som opgøres til ca. 1,2 millioner.

Efter etableringen af Israel i 1948 flygtede et stort antal palæstinensere ud af landet. Mange kom til at bo i flygtningelejre, primært i Libanon, Syrien og Jordan. I 1997 blev det anslået, at der boede 395.000 palæstinensere i Libanon, 360.000 i Syrien og 2,17 mio. i Jordan. Resten af palæstinenserne i udlandet bor i USA og Europa, heriblandt Danmark. 

Den palæstinensiske befolkning er blandt de yngste i de arabiske lande. En opgørelse fra 2006 anslår, at 42,9% af befolkningen på Vestbredden er under 15 år, mens tallet er 48,1% i Gaza-striben.

Tal fra 2004 viser, at ca. 58,1% af palæstinenserne lever under fattigdomsgrænsen. Dette høje tal skyldes primært de svære konsekvenser al-Aqsa Intifadaen (2000-2005) har haft.

Nyere historie

Britisk mandat og tilflytning af jøder

Efter 1. Verdenskrig blev landområderne i Mellemøsten delt mellem krigens sejrherrer, Storbritannien og Frankrig. Palæstina blev i 1920 et britisk mandatområde.

Allerede i 1917 havde Storbritannien dog også formuleret andre tanker med det geografiske område, som Palæstina dækkede. Briterne havde forsikret zionisterne om, at de ville se positivt på oprettelsen af et "jødisk nationalt hjem" i området Palæstina. Pga. forfølgelser i bl.a. Rusland begyndte jøder allerede i 1880erne i mindre antal at flytte til Palæstina. I begyndelsen af det 20. århundrede kom flere til.

Palæstinenserne gjorde modstand mod tilflytningen, og fra 1920 til 1929 var der flere sammenstød mellem palæstinensere og zionister. Efter Hitlers magtovertagelse i Tyskland i 1933 blev tilflytningen af jøder til Palæstina betydeligt større.

Delingen efter 2. Verdenskrig

Anden Verdenskrig og jødeudryddelserne betød, at endnu flere jøder rejste til Palæstina. Storbritannien ville ikke selv afgøre, hvad der skulle ske med deres tidligere mandatområde og overlod i 1947 sagen til det nyoprettede FN.

Samme år blev det af FN besluttet, at 56% af mandatområdet skulle gives til en jødisk stat og 42% til en palæstinensisk stat. Jerusalem og dens omegn udgjorde de sidste 2%, som skulle være en international zone.

Palæstinenserne var meget utilfredse med delingen. De mente, at jødernes problem knyttede sig til Europa og de forfølgelser, der fandt sted der, og ikke til Mellemøsten. Den palæstinensiske befolkning var også langt større end den jødiske, og samtidig ejede zionisterne kun 7% af jorden.

Den 14. maj 1948 skulle staterne Israel og Palæstina oprettes. Kampene mellem zionister og palæstinensere brød ud i egentlig krig. Også andre arabiske lande, særligt nabolandene Syrien, Libanon, Jordan og Egypten, deltog i krigen på palæstinensernes side.

Da man indgik våbenhvile i 1949, havde Israel erobret flere landområder og kontrollerede nu 77% af det tidligere mandatområde. Palæstinensernes område bestod af nu to adskilte områder, Vestbredden og Gaza-striben. I 1950 annekterede Jordan Vestbredden, så palæstinenserne havde reelt kun Gazastriben, som frem til 1967 blev administreret af Egypten.

Et stort antal palæstinensere (ca. 750.000 ud af en befolkning på godt 1 million) måtte efter krigen forlade deres hjem i de israelsk erobrede områder.

Modstandsbevægelser

Palæstinenserne accepterede ikke etableringen af Israel, og også andre arabiske stater var imod delingen. Det blev gjort til en fælles arabisk sag at kæmpe for palæstinensernes ret til deres jord. Ikke desto mindre tabte araberne i 1967 den såkaldte "Seks-dages Krig" til Israel og herefter kontrollerede landet også Vestbredden og Gaza-striben. Derudover besatte Israel den egyptiske Sinai-halvø og de syriske Golan højder.

I 1964 blev Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation (PLO) oprettet i Øst-Jerusalem. Fra 1969 blev PLO ledet af Fatah med Yassir Arafat i spidsen. PLO ønskede at føre væbnet kamp mod Israel med det formål at opløse Israel og genetablere Palæstina i hele det område, der havde været det britiske mandat.

Palæstinenserne i Jordan og Libanon

PLO etablerede sin base i Jordan. Flere palæstinensiske modstandsgrupper var kommet til, bl.a. Folkefronten til Palæstinas Befrielse (PFLP), som også havde base i Jordan. Fra Jordan udførte palæstinenserne militære aktioner mod Israel, som svarede igen med at angribe både palæstinenserne og mål i Jordan. Samtidig havde de palæstinensiske bevægelser fået kontrollen i alle de palæstinensiske flygtningelejre, og undlod ofte at følge det jordanske kongehus' retningslinier. I 1970 kom det til et opgør mellem palæstinenserne og kongehuset og resultatet blev, at de palæstinensiske bevægelser blev fordrevet fra Jordan af den jordanske hær.

Herefter etablerede PLO sig i Libanons hovedstad, Beirut. Store palæstinensiske flygtningelejre var blevet oprettet i Libanon og havde efterhånden udviklet sig til at blive palæstinensiske kvarterer i de libanesiske byer. Herfra fortsatte de deres militære angreb på Israel. I 1982 angreb Israel Libanon og besatte store dele af landet frem til maj 2000. Som konsekvens af angrebet blev PLO smidt ud af Libanon og flyttede herefter sit hovedsæde til Tunis by.

Intifada i 1987

I Vestbredden og Gaza havde palæstinenserne igennem ca. 20 år fået stadig dårligere levevilkår pga. den økonomiske og sociale politik, som den israelske besættelsesmagt førte over for områderne. Dette fik i 1987 et folkeligt oprør til at bryde ud, som blev kaldt for Intifada.

Unge ledere i de palæstinensiske områder organiserede dagligt demonstrationer og strejker, og mange børn og unge deltog i opstanden. Israel svarede igen med at sætte deres militære køretøjer og svært bevæbnede soldater ind mod demonstrationerne. Uligheden i kampen fik det internationale samfund til at vise fornyet interesse for den palæstinensiske sag, som i en lang periode havde været glemt og gemt væk.

Tiltag mod to-statsløsning

Jordans konge holdt i 1988 en tv-tale, hvor han formelt gav afkald på Vestbredden. PLO's leder, Yassir Arafat, arbejdede nu på at finde international opbakning i en til en løsning, hvor Israel og Palæstina fik hvert deres land, en såkaldt "to-statsløsning".

Samme år anerkendte Arafat Israels ret til at eksistere og erklærede, at den væbnede kamp mod landet ikke længere var PLO's mål. Også forholdet til USA, der havde støttet israelerne, blev i nogen grad forbedret.

Golfkrigens konsekvenser

Under Golfkrigen i 1990-91 støttede Palæstina ikke koalitionens angreb mod Irak men derimod Saddam Hussein. PLO ønskede, at konflikten mellem Kuwait og Irak skulle løses i en arabisk sammenhæng.

Støtten til Irak betød, at både Vesten og de arabiske lande, der indgik i koalitionen, stoppede deres økonomiske støtte til palæstinenserne. Palæstinensiske gæstearbejdere i bl.a. Saudi Arabien blev sendt hjem, og hermed mistede mange palæstinensiske familier en afgørende indtægtskilde. PLO havde ikke længere penge til at støtte palæstinensiske familier og drive hospitaler, universiteter og andre sociale institutioner.

Osloaftalen i 1993

Efter Golfkrigen indkaldte den amerikanske udenrigsminister til forhandlinger om en løsning på Israel-Palæstina konflikten. Den første konference fandt sted i Madrid i 1991, men PLO fik ikke lov til at repræsentere palæstinenserne. I stedet var det den jordanske delegation, der dog omfattede fremtrædende palæstinensere, der skulle varetage palæstinensernes interesser.

Samtidigt med Madrid forhandlingerne fandt hemmelige forhandlinger sted i Norge. Disse førte til den såkaldte Oslo-aftale, der blev underskrevet i Washington den 13. september 1993. Aftalen var bl.a. ensbetydende med, at palæstinenserne ville få selvstyre i dele af Vestbredden og i Gaza.

I 1994 blev Det Palæstinensiske Selvstyre dannet og omfattede dele af Gaza-striben og byen Jeriko på Vestbredden. Året efter fik Selvstyret kontrol over de vigtige byer Ramallah, Nablus og Bethlehem. I 1996 afholdt palæstinenserne for første gang præsident og parlamentsvalg. Yassir Arafat og PLO vandt valget stort.

Al-Aqsa Intifadaen

Til trods for store håb om en fredelig afslutning på konflikten gik fredsforhandlingerne i hårdknude i løbet af 1990erne. Først i 2000 blev nye fredsforhandlinger mellem Israel og Palæstina afholdt i USA, men disse brød atter sammen.

Kort tid efter begyndte den anden palæstinensiske intifada, som kaldes al-Aqsa Intifadaen. Oprøret var en reaktion på, at skiftende israelske regeringer gennem ti år havde vanskeliggjort  udviklingen af en selvstændig palæstinensisk stat.

Til at begynde med var det et folkeligt oprør som i 1987, men efterhånden har det udviklet sig til militære kampe mellem Israel og de palæstinensiske grupper, Hamas og Islamisk Jihad. Disse benytter selvmordsaktioner i kampen mod Israel, som svarer igen ved at anvende helikoptere, fly og tanks i militære angreb på palæstinensiske byer og områder.

Den Israelske Mur

Israel påbegyndte i 2003 opførelsen af en  - på lange strækninger - flere meter høj betonmur mellem Vestbredden og Israel for at sikre Israel mod palæstinensiske selvmordsaktioner. Muren har en samlet længde på ca. 720 km, og i dag står ca. 350 km færdigbygget.

Muren har mødt stor modstand blandt palæstinenserne på Vestbredden. Den forhindrer deres kontakt med resten af de palæstinensiske områder, og nogle steder går muren tværs igennem palæstinensiske landsbyer.

Muren er erklæret for ulovlig af Den Internationale Domstol i Haag. Et af problemerne er, at den ikke opføres på israelsk jord men på palæstinensisk. Ud over at blive afskåret fra omverdenen bliver palæstinenserne dermed også frataget land.

Ny palæstinensisk ledelse

I november 2004 døde PLO's leder Yassir Arafat. Hans efterfølger som præsident blev Mahmoud Abbas, også kaldet Abu Mazen, der blev valgt med 62% af stemmerne ved et nyt præsidentvalg i januar 2005.

Abbas søgte at slå ned på de militante palæstinensere for at dem til at stoppe deres væbnede kamp mod Israel, så der i stedet kunne føres fredelige forhandlinger, hvilket dog ikke lykkedes.

I januar 2006 var der parlamentsvalg i Palæstina, der blev vundet af den islamistiske bevægelse Hamas. Dette tolkes af mange som et udtryk for palæstinenserne store utilfredshed med de manglende resultater i fredsforhandlingerne. USA, Canada, Israel og EU besluttede økonomisk at boycotte det Palæstinensiske Selvstyre efter Hamas' valgsejr, da Hamas er på den internationale liste over terrorbevægelser.

Politik og religion

Palæstina er ikke en selvstændig stat, men Det Palæstinensiske Selvstyre har kontrol over områderne Vestbredden og Gaza.

Palæstinenserne har siden tabet af områderne ved Israels oprettelse i 1948 kæmpet for at vinde områderne tilbage. Palæstinas nederlag i krigene mod Israel betød, at der ikke eksisterede en palæstinensisk stat frem til 1993. Med underskrivelsen af Oslo-aftalen i 1993 fik palæstinenserne ret til at oprette et selvstyre i områderne Vestbredden og Gaza.

Selvstyret består af en præsident og et parlament med en regering. Ved parlamentsvalget i 2006 fik Hamas flertal og kunne dermed danne regering. Præsidenten hedder Mahmoud Abbas og er fra PLO.

Hamas og PLO

En af de islamistiske bevægelser, der har spillet en afgørende stor rolle i de palæstinensiske områder, er Hamas. Bevægelsen funderer sin ideologi på islam og ønsker et samfund, hvor politik, lovgivning og samfundets indretning i høj grad bygger på islam.

Hamas har væbnet kamp, kaldet jihad, som en del af deres erklærede program. Den væbnede kamp er rettet direkte mod Israel, der ifølge Hamas skal udslettes helt, så Palæstina kan få det omfang, det havde før oprettelsen af Israel i 1948. Konkret er Hamas' jihad kommet til udtryk som selvmordsbombere, der har dræbt uskyldige civile israelere.

Hamas' voldelige linie og krav om Israels udslettelse har hidtil gjort Hamas' politik uforenelig med PLO's imødekommende indstilling over for en fredelig løsning med Israel.

PLO har ikke har opnået resultater i forhandlingerne med Israel, og de sociale og økonomiske forhold i Selvstyreområdet er blevet væsentligt forringet. Dette har betydet, at befolkningen i højere grad har tilsluttet sig Hamas' kompromisløse krav.

Hamas opstillede til valget til parlamentet i 2006. Også til deres egen store overraskelse vandt de over halvdelen af stemmerne og kunne besætte 76 af de 132 pladser i parlamentet. Hamas dannede regering, og den nye premierminister blev Ismail Haniya fra Hamas.

Der findes dog også dele af Hamas' centrale ledere, der er indstillet på at etablere en to-statsløsning, hvis Israel trækker sig tilbage fra de områder, man besatte i 1967, fjerner bosættelserne, og de palæstinensiske flygtninge får ret til at vende tilbage. 

Økonomi

Vestbredden har siden al-Aqsa Intifadaen i 2000 oplevet en nedgang i økonomien. Nedgangen skyldes i stor udstrækning, at Israel siden opstanden har i lange perioder har afskåret  Vestbredden. Det betyder, at palæstinensere boende på Vestbredden har meget vanskeligt ved tage på arbejde uden for Vestbredden, og at varer ikke kan komme ud og ind af området. Israels militære angreb mod Vestbredden fra 2002 har ødelagt vigtige produktionsanlæg

Også Gaza-striben er økonomisk hårdt ramt af konflikten med Israel. Særlige forhold gør sig gældende i Gaza-striben. Der er en meget høj befolkningstæthed i området, og det er meget vanskeligt for palæstinenserne at finde arbejde her. Derfor har mange hver dag rejst fra Gaza-striben til Israel, hvor de har arbejdet. Ind- og udrejse sker under streng israelsk overvågning, og nogle dage kan det vare flere timer at komme ind eller ud. Israel trak sig i 2005 helt ud af Gazastriben.

Senest har Israel efter al-Aqsa Intifadaen lukket strengt af for Gaza-striben, hvormed arbejderne ikke får mulighed for at tjene de nødvendige penge. FN anslår, at frem til 2004 havde mere end 100.000 af de 125.000 palæstinensere, der plejede at arbejde i Israel, mistet deres job.

I både 2001 og 2003 gennemførte Israel hårde militære angreb, der fuldstændigt har ødelagt handels- og administrationssystemet. Den økonomiske situation er derfor meget alvorlig, og antallet af palæstinensere under fattigdomsgrænsen stiger. USA, Canada, Israel og EU besluttede økonomisk at boycotte det Palæstinensiske Selvstyre efter Hamas' valgsejr i 2006. Situationen kan efter dette vise sig at udvikle sig til en egentlig humanitær katastrofe.

 Af Rikke Haugbølle