| | | | | Selvstændighed: | 1951 (Storbritannien trak sig ud af Muskat) | | Areal: | 212.460 km2 | | Befolkningstal: | ca. 3 mio. (inkl. ca. 570.000 gæstearbejdere) | | Børn og unge: | 42,6% af befolkningen er under 15 år | | Hovedstad: | Muskat | | Største byer: | Salalah (163.600 indb.) Nizwa (74.400 indb.) Suma'il (42.700 indb.)
| | Statsoverhoved: | Sultan Qabus bin Said al-Said (siden 1970) | | Sprog: | Arabisk er officielt sprog, engelsk er udbredt. Der tales også baluchi, urdu og swahili | | Religion: | 75% ibadi-muslimer, 25% sunni-muslimer, shia-muslimer og hinduer | | Skole: | Der er ikke skole- eller undervisningspligt i landet | | Analfabetisme: | 75,8% af befolkningen over 15 år kan læse og skrive | | Vigtigste erhverv: | olie, naturgas, minedrift, landbrug og fiskeri | | Telefoni og internet: | Fastnettelefoner: 242.700, mobiltelefoner: 805.000, internetbrugere: 245.000
|
|
| | Geografi
Beskrivelse af landet
Omans areal anslås til 212.460 km2. Stridigheder med nabostaterne og grænsedragninger gør imidlertid, at der ikke kan beregnes et helt fast areal.
Oman deles op i fire regioner. Den ene er Musandam-halvøen, som er spidsen af den halvø, der strækker sig ud i Hormuz-strædet. Halvøen er ikke forbundet med resten af Oman, da de to områder gennemskæres af De Forenede Arabiske Emirater.
Den anden region er sletteområdet al-Batinah langs kysten. Her ligger hovedstaden Muskat. Syd og vest for al-Batinah ligger Hajar-bjergene. De sydligste byer i al-Batinah er Nizwa og Sur. Syd herfor breder et 700 km. langt ørkenområde sig.
Ørkenen i den indre del af Oman danner den tredje region i landet og mod syd ligger Dhofar-regionen, som er svært tilgængeligt bjergområde.
Klima
Det er meget varmt og tørt i Oman det meste af året. I al-Batinah området ved kysten når temperaturen om sommeren op på 45 grader, mens den i ørkenen i den indre del af landet kan nå helt op på 50 grader i skyggen. Vinteren er mere mild med temperaturer mellem 15 og 23 grader.
I kystområdet og den indre del af Oman falder kun mellem 20 og 100 mm regn om året. Regnen falder i vintermånederne. I bjergene i den nordlige del af landet falder der op mod 700 mm regn om året. Jorden i bjergene er meget porøs så vandet siver hurtigt gennem lagene. Derfor er vegetationen i bjergene meget sparsom.
Råstoffer
Olie blev opdaget en del senere i Oman end flere af de omkringliggende lande. I 1967 blev den første olie til videre salg udvundet. To af hovedoliefelterne ligger i området sydvest for Muskat, mens der også ligger et oliefelt i det sydlige område Dhofar. Oman har desuden store forekomster af naturgas.
Da oliefelterne ikke er så let tilgængelig og så store som i nabolandene, begyndte man også at lede efter andre råstoffer. Dette førte til opdagelsen af kobber og krom på kystsiden af bjerget Jebel Akhdar, der ligger i den nordlige del af landet ud mod kysten. Her brydes de to råstoffer nu i miner i bjerget.
Erhverv
Olie og naturgas spiller en væsentlig rolle for Omans indtægter. I forhold til mange af de øvrige olieproducerende lande har Oman ikke så store indtægter fra olie, at de kan opbygge en tung industri af overskuddet. Regeringen er derfor mere fokuseret på at udvikle landbrug og fiskeri.
Landbrug er et vigtigt erhverv, da op mod halvdelen af Omans befolkning er beskæftiget i denne sektor. Det er nødvendigt at benytte kunstvanding og ca. 90% af Omans vandforbrug benyttes i landbruget. Der er derfor en meget dårlig balance mellem udnyttelse af vand og indtjening i landbruget. Landbruget bidrager desuden kun med 2,8% af landets BNP.
Nogen industri er der dog udviklet i Oman. Denne omfatter minedrift, hvor der brydes kobber og krom, fremstilling af glasflasker og af batterier til biler samt produktion af strøm. Også byggesektoren er et vigtigt erhverv.
Befolkning og sociale forhold
Sprog
Det officielle sprog i Oman er arabisk.
De omanere, der oprindeligt kommer fra Afrika, taler fortsat det afrikanske sprog swahili samt engelsk, men ikke altid arabisk. Dette giver problemer i forbindelse med deres integration i det omanske samfund. Befolkningen på Musandam-halvøen, som udgør lidt mere en 20.000, taler arabisk og en dialekt af farsi.
På grund af landets lille befolkning, har Oman været nødt til at importere arbejdskraft, der kommer fra bl.a. Indien, Pakistan og Sri Lanka. Gæstearbejderne taler deres modersmål.
Befolkning
Befolkningen i Oman er etnisk og religiøst blandet. Dette skyldes, at Oman fra 1700-tallet til midten af 1900-tallet var en søfartsnation med kolonier på Afrikas østkyst og med handelsforbindelser til Iran, Pakistan og Indien.
I Dhofar-området stammer omanerne fra Yemen. Der skelnes skarpt mellem de forskellige stammer i området. Befolkningen her betragter sig i højere grad som medlemmer af en bestemt stamme end som omanere. De forskellige stammer markerer sig gennem klædedragter og de våben, ofte knive og sabler, de bærer.
Omans befolkning er meget ung. Det officielle tal viser, at 42,6% af befolkningen er under 15 år. Dette har nødvendiggjort brugen af gæstearbejdere, da landets egen befolkning ikke er stor nok til at besætte alle jobs. I alt er Omans indbyggertal på ca. 3 mio., hvoraf ca. 1/5 er gæstearbejdere.
Størstedelen af landets egne statsborgere tilhører den bedre middelklasse. En stor del af gæstearbejderne i landet har dårlige økonomiske vilkår. Gæstearbejdere er blandt andet kvinder, der arbejder i de private hjem.
Skole og uddannelse
Officielle tal viser, at kun 74,4% af Omans befolkning kan læse og skrive. For unge mellem 15 og 25 år er tallet dog højere, nemlig 98,5%. Det forholdsvis lave tal for den samlede befolkning, som dermed også omfatter de ældre, kan forklares med, at der frem til 1970 kun var tre grundskoler i hele Oman. Her blev 900 drenge udvalgt af sultanen selv til at følge undervisningen. Da den nuværende sultan kom til magten i 1970 lagde han stor vægt på at udvide skolesystemet og i 2002 fuldførte 98% af børnene i skolealderen de første fem års undervisning.
Nyere historie
Oman som britisk protektorat
Som det er tilfældet for flere af Omans nabolande, blev Oman interessant for Storbritannien, da dette begyndte at sikre sig søvejen til sin koloni i Indien. Fra 1871 blev Oman et britisk protektorat. Den omanske sultan beholdt fortsat sin titel, men briterne kontrollerede alle forbindelser udadtil og var sultanens rådgivere. Hæren blev desuden ledet af en brite.
I løbet af protektorat-tiden var der samtidig magtkampe mellem Muskat og den indre del af landet om, hvem der skulle være den retmæssige leder. I 1920 blev der lavet en aftale, der delte landet i to stater: Sultanatet Muskat omkring kystbyen Muskat og imamatet Oman i den indre, bjergrige del af landet.
Briterne havde størst interesser i havnebyen Muskat, fordi den lå på vejen til briternes koloni i Indien. Derfor blev administrationen i sultanatet Muskat lavet om, mens imamat Oman beholdt sine egne strukturer
Oman samles til et land
I 1951 blev der underskrevet en venskabsaftale med briterne, som dermed trak sig ud af Oman, og overdrog selvstændighed til sultanatet, der på det tidspunkt hed Muskat og Oman.
Sultanens hær invaderede i 1955 de indre områder af Oman og beordrede lederen her, som havde titlen af imam, at frasige sig magten. Kampe brød efterfølgende ud mellem de to parter. Sultanen i Muskat bad i 1957 Storbritannien om at hjælp ham i kampen, som varede frem til 1959, hvor sultanen fik kontrol med begge områder. Oman fremlagde imidlertid sin sag i FN og efter mange undersøgelser fik briterne besked om at trække sig ud af konflikten. I 1970 blev Oman og Muskat samlet i et sultanat, kaldet Oman, under ledelse af Sultan Taimur.
Sultan Qabus tager magten
Sultan Taimur blev i 1970 styrtet af sin egen søn, Qabus, der er Omans nuværende sultan.
Indtægterne fra den olie, der var blevet opdaget og begyndt udvundet i 1960’erne, gav sultan Qabus magt til at handle uafhængigt af de stammeledere, som landets ledelse tidligere havde været meget afhængig af.
Sultan Qabus igangsatte et moderniseringsprogram, som bl.a. omfattede uddannelsessystemet og sundhedssektoren. Hidtil havde der kun været tre grundskoler, der underviste i koranen. 17 år senere var der 670 skoler med undervisning i flere forskellige fag.
Omans deltagelse i krigene mod Irak
Efter Iraks invasion af Kuwait i 1991 tog Oman først afstand til en militær løsning af konflikten. Senere, da USA var gået ind i Irak med sit militær, støttede Oman USA med soldater og tilladelse til at bruge landets havne til krigsskibe.
Før USA’s invasion af Irak i 2003, tog Oman officielt afstand fra USA’s tale om en militær aktion mod Irak. Da de amerikanske angreb begyndte, fordømte sultan Qabus dem. Der var også demonstrationer i Oman imod krigen.
Politik og religion
Oman er et monarki, hvor Qabus bin Said al-Said har været sultan siden 1970. Sultan Qabus er også både premierminister, udenrigsminister, forsvarsminister og økonomiminister. Dette betyder at al magt ligger hos ham alene. Først i 1996 fik Oman en såkaldt basislov, svarende til en forfatning. Den blev udstedt per dekret af sultanen. Politiske partier er forbudt i landet og der er kun meget begrænset pressefrihed.
Alligevel har Oman med sultan Qabus udviklet visse demokratiske institutioner. I 1981 dannede sultanen et statsråd, hvis medlemmer blev udpeget af sultanen. Rådet havde meget lidt indflydelse og ingen magt.
Ti år efter, i 1991, blev rådet omdannet til en rådgivende forsamling, der skulle minde mere om et parlament. Men også her var medlemmerne overvejende udpeget af sultanen. Med den rådgivende forsamling fik medlemmerne dog mulighed for at stille spørgsmål til ministrene i forskellige sager, inden der blev truffet beslutninger.
Ved siden af den rådgivende forsamling blev der i 1996 dannet Det Nye Statsråd. Rådet består at stammeledere og andre højtstående personer. Sammen skal de to råd holde møder og udgøre Omans øverste råd.
Det første valg blev afholdt i 1997. Her kunne en mindre del af landets mænd og kvinder stemme om, hvem der skulle være medlemmer i den rådgivende forsamling. 164 personer blev valgt, men sultanen udpegede endeligt kun 82 af disse som medlemmer. Efterfølgende er der blevet afholdt valg i 2000 og i 2003. Valgretten er senest blevet udvidet til at gælde for alle statsborgere på over 21 år og valget er nu direkte. Ved valget i 2000 blev de første kvinder valgt som to ud af de i alt 83 medlemmer.
Religion
75% af befolkningen i Oman er såkaldte Ibadi-muslimer. Dette er en retning inden for islam på linie med sunni og shia. Ibadi-muslimer mener, at samfundet skal ledes af en imam, som vælges blandt en række kandidater, der har åndelige og personlige kvaliteter.
Der findes en lille shiitisk minoritet i Oman. Resten er sunni-muslimer, som særligt bor i Dhofar-området.
Det er flere gange kommet til kampe mellem den indre del af Oman, som blev ledet af en imam ifølge ibadi-traditionen, og Muskat, hvor en sultan var ved magten. Striden blev afsluttet i 1970, hvor de to områder indgik aftale om at danne et fælles land kaldet Oman, med sultanen som leder men med selvstyre på visse områder for den indre del af landet.
Økonomi
Omans økonomi er stærkt afhængig af indtægterne fra salg af olie. Den første olie blev udvundet i 1967, men det var først i løbet af 1970’erne, at olieindtægterne blev investeret i forbedringer af landet og udvikling af andre industrier.
Omans olie i befinder sig i svært tilgængelige oliefelter. Dette har betydet, at der har været et fald i produktionen siden 2001.
En af de væsentligste udfordringer, Oman står over for økonomisk set, er derfor at opbygge andre erhverv, der kan bidrage betydeligt til landets samlede indtægter.
Oman har store mængder naturgas, og denne arbejder man på skal erstatte olien som væsentlig indtægtskilde. Man forsøger også at tiltrække udenlandske investeringer ved at tillade, at de udenlandske firmaer ikke behøver en omansk partner i firmaet. Dette gør det væsentligt nemmere for udenlandske firmaer at starte op i Oman. Det danskejede Mærsk har været med til at anlægge en stor containerhavn i byen Salalah. Havnen er et fælles projekt mellem omanske og udenlandske virksomheder.
De mange gæstearbejdere i Oman betyder, at der ikke er nok ledige job til de ca. 30.000 unge omanere, der hvert år kommer ud på arbejdsmarkedet. Staten har ikke råd til at sikre alle disse unge understøttelse. Derfor arbejder regeringen på at nedbringe antallet af gæstearbejdere og ”omanisere” arbejdsmarkedet, hvilket bl.a. vil sige at erstatte den udenlandske arbejdskraft med omansk.
Af Rikke Haugbølle |
| |
|
