Geografi

Beskrivelse af landet
Tunesien er det mindste af de fem arabiske lande i Nordafrika. Med sine 163.610 km2 er Tunesien fire gange større end Danmark.

Der er store geografiske forskelle mellem de forskellige egne af Tunesien. I nord er der forholdsvist bjergrigt. Floden Medjerda skærer sig gennem bjergene, og via den tilføres områderne i nord rigelige mængder regn til et frodigt landbrug.

Den midterste del af Tunesien udgøres dels af Sahel-området, med sine mange olivenlunde, og dels af et stenet steppeområde. I steppeområdet mod vest skærer wadi'er (små vandløb) og småfloder sig gennem landskabet og giver vand til, at græs og små buske kan vokse.

Mod syd breder Sahara-ørkenen sig. Hele vejen tværs over Tunesien ligger der mellem ørkenen og steppeområdet et grønt bælte af daddeloaser. Sydtunesien er også præget af tre mindre bjergkæder: Djebel Matmata, Djebel Abiodh og Djebel Demmer.

Klima
Klimaet i Nordtunesien er som i det øvrige Middelhavsområde varmt og tørt om sommeren med temperaturer mellem 25-30 grader om dagen. Vinteren er mild og regnfuld med dagstemperaturer mellem 10-20 grader. Der falder 200-400 mm nedbør pr. år i det nordlige Tunesien.

Mod syd er Tunesien præget af ørkenklima med meget varme somre (varmeste dage over 50 grader) og milde vintre. I gennemsnit falder der i dette område 20 cm. Regn om året. Der kan imidlertid godt gå år mellem de store regnskyl, der giver tilstrækkeligt med vand til at fylde vandløb, og til at vandet trænger ned til kilderne i undergrunden.

Råstoffer
Tunesien har kun få oliefelter med en lille olieproduktion. Store forekomster af naturgas er fundet i El Borma og ud for østkysten, og nye felter opdages stadig. Tunesien forventes derfor at blive selvforsynende med naturgas.

I bjergene mod sydvest på grænsen til Algeriet findes der store forekomster af fosfat, der gør Tunesien til verdens fjerdestørste producent af fosfat. Tunesien har derudover forekomster af jernmalm, zinkmalm, bly og udvinding af havsalt.

Erhverv
De vigtigste erhverv i Tunesien er tekstilindustri, turisme og landbrug. Tekstilindustrien er koncentreret omkring hovedstaden Tunis og landets tredjestørste by, Sousse. Her finder især mange piger arbejde med at sy for store europæiske tekstilvirksomheder. Tekstilindustrien i landet er kommet i skarp konkurrence efter at mange europæiske virksomheder har flyttet deres produktion til Kina.

Turismen begyndte i Tunesien i 1961. Frem til 1972 steg antallet af besøgende med 30% om året. Turisme udgjorde i 1998 kun 7% af det samlede BNP . Alligevel har den en afgørende betydning for landets økonomi, for 55% af arbejdsstyrken er beskæftiget med turismen som blandt andet tjenere, rengøringsfolk og chauffører. Særligt mange kvinder og unge arbejder indenfor turismen.

Et af den nuværende regerings vigtigste fokusområder er landbruget. Effektivisering af landbruget skal gøre landet selvforsynende og føre til store besparelser i fødevareimporten. Hensigten er bl.a., at udviklingen af landbruget skal give folk bedre muligheder på landet, så de undlader at flytte til storbyerne, hvor der er stor arbejdsløshed og mangel på boliger.

Befolkning og sociale forhold

Sprog
Det officielle sprog i Tunesien er arabisk, men fransk bruges som arbejdssprog mange steder.

Fransk er obligatorisk i skolen fra andet skoleår, og der undervises i engelsk fra 14-års alderen. Indtil begyndelsen af 1990'erne var alle skolebøger på fransk, men det er blevet ændret, så bøgerne nu er på arabisk.

Befolkning
Tunesiens befolkning anslås til at være på 10.074.951 personer. Befolkningstilvæksten var i perioden 1980-1996 på 2,2 %, mens den nuværende tilvækst er nede på 0,9%, hvilket er den laveste i de arabiske lande.

Den tunesiske befolkning er ung: 45 % af befolkningen er under 20 år, mens kun ca. 7% er over 64 år.

I gennemsnit tjener kvinder 3.347 dollars om året, mens mænd tjener 9.320 dollars om året. Tal fra 2003 viser, at ca. 6.6 % af Tunesiens samlede befolkning lever under fattigdomsgrænsen.

Skole og uddannelse
Uddannelse af de unge har været højt prioriteret af den tunesiske regering lige siden landet blev selvstændigt (1956). Det har blandt andet betydet, at analfabetismen er faldet fra 84,7% i 1956 til 31,7% i 1994 og 25% i 2003.

Der er skolepligt for såvel drenge som piger. Den blev i 1991 hævet fra seks til ni års undervisning. Undervisningen er gratis, men skolebøger skal børnenes familier selv købe.

Stadigt flere piger gennemfører gymnasiet i alle landets regioner. I 1998 var 50,2% af eleverne i gymnasiet piger. Den stigende interesse for uddannelse blandt pigerne skyldes - ligesom for drengene - at de ønsker at skabe sig en bedre fremtid. De piger, som gennemfører en uddannelse, fortsætter i højere grad end piger uden uddannelse med at arbejde efter at de er blevet gift. Omkring 14 % af alle unge mellem 20 og 24 år læser på et af landets seks universiteter.

Nyere historie

Tunesien blev selvstændigt i 1956. Før det var Tunesien et fransk protektorat (1881-1956), og før franskmændene overtog ledelsen af landet, var Tunesien en provins i Det Osmanniske Rige.

Tunesiens første præsident
Den tunesiske selvstændighedsbevægelse, Neo-Destour Partiet, blev ledet af Habib Bourguiba. Da Tunesien blev selvstændigt i 1956, blev han udråbt til landets første præsident.

Under Bourguibas ledelse (1956-1987) skete der store forandringer i Tunesien. Der blev opført skoler og indført undervisningspligt op til 6. klasse, så befolkningen kunne blive veluddannet og dermed være med til at skabe et moderne samfund.

Der blev indført en ny familielovgivning i 1956 som gav tunesiske kvinder flere rettigheder end kvinder i andre arabiske lande. Fx måtte en mand ikke længere have flere hustruer og kvinder kunne ikke giftes væk mod deres vilje. Det blev også muligt for kvinder at bede om skilsmisse. Tunesien er i dag stadig kendt som det arabisk-muslimske land, hvor mænd og kvinder er mest lige for loven.

Også på andre områder har Tunesien været et foregangsland. Prævention blev tilladt i 1961 og abort blev tilladt for visse kvinder i 1965 og helt frit i 1973. Stemmeret fik kvinderne ved uafhængigheden.

Tidligere havde franskmændene ejet alle store og vigtige virksomheder så som fosfatminerne, de store godser, el- og vandforsyning og transportsektoren. Under Bourguiba blev virksomhederne og landbruget nationaliseret og den tunesiske stat overtog ledelsen fra franskmændene.

Bourguiba lovede den tunesiske befolkning store sociale forandringer, men befolkningen oplevede ikke, at der skete nok forbedringer af levevilkårene. I 1970'erne førte utilfredsheden til mange oprør i form af strejker og demonstrationer.

Den urolige situation blev værre i 1980'erne. Det skyldtes blandt andet en stadig mere uholdbar økonomisk situation på grund af en faldende eksport af fosfat og oliven, der betød stor arbejdsløshed - særligt blandt de unge under 25.

Krisen nåede sit højdepunkt i 1984. Efter et krav fra Verdensbanken blev den tunesiske regering nødt til at fjerne tilskuddet til fødevarer. Resultatet var at brødpriserne steg 115%. Dette medførte voldsomme demonstrationer over hele landet og militæret blev sat ind for at slå urolighederne ned.

Et ublodigt kup
Sikkerhedschefen for militæret, Zine al Abedine Ben Ali, blev i 1987 udnævnt til premierminister. Kort tid efter erklærede han den 84 år gamle Bourguiba for senil og ude af stand til at være præsident. Ifølge grundloven skulle Ben Ali som premierminister selv overtage præsidentposten, og han blev således præsident ved det, der efterfølgende er blevet kaldt et ublodigt kup.

Ben Ali igangsatte store sociale forbedringer. Blandt andet udbygning af skolesystemet og oprettelsen af flere skoler, et forbedret sundhedssystem, anlæggelse af og forbedring af veje, indlæggelse af el og vand i alle huse og opførelse af nye boliger for de fattigste.

Også den tunesiske økonomi blev styrket og forbedret. For tuneserne betød det konkret i hverdagen, at der på forretningernes hylder var varer så som modetøj, shampoo af de gode mærker og chokolade fremstillet i Vesten.

Politik og religion

Religion
98% af tuneserne er muslimer og de fleste har et meget afslappet forhold til deres religion. Primært de ældste mænd og meget rettroende yngre går i moskeen for at bede.

Det religiøse tørklæde "hijab" er ikke så udbredt i Tunesien som i en række andre mellemøstlige lande. Ligesom i Frankrig er det forbudt at bære tørklæde (og andre religiøse symboler) i skoler, på uddannelsesinstitutioner og for de som arbejder på offentlige arbejdspladser. Dette forbud har været opretholdt mere i nogle perioder end i andre.

Islamister
Islam kom alligevel til at spille en stor rolle i Tunesien fra slutningen af 1970'erne. Dette skyldtes bl.a. præsident Bourguibas hårde linie over for oppositionspartier. Den islamiske bevægelse, Movement de la Tendance Islamique (Bevægelsen for den islamiske Stræben), var den eneste bevægelse, der kunne og turde udtrykke folkets utilfredshed over de manglende forbedringer af levevilkårene.

Da Ben Ali blev præsident, begyndte han en hård kamp mod islamisterne. Tusinder af folk, der sympatiserede med dem, blev fængslet og mange måtte søge i eksil uden for Tunesien. For at fratage islamisterne deres popularitet begyndte Ben Ali selv at betone islam. Han lod sig vise på store plakater i bøn og på pilgrimsrejse, og tv-programmer blev afbrudt af kalden til bøn.

Ytringsfrihed og partier
Regeringen satte også hårdt ind over for andre grupper i samfundet. Frem til i dag har journalister fx haft meget vanskeligt ved at skrive frit, ytringsfrihed er næsten totalt fraværende og også almindelige mennesker oplever, at deres telefoner aflyttes, og at de selv overvåges.

Ben Ali åbnede i de første år efter magtovertagelsen dog også mod mere demokrati. Valgloven blev ændret, så det var muligt for flere partier at opstille til valg. Nye partier skal dog fortsat godkendes af regeringen, og intet parti må bygge på religion, etnicitet eller sprog.

Demokrati?
Ben Ali er blevet genvalgt ved alle præsidentvalgene. Inden valget i 2004 fik han gennemført en grundlovsændring, så han selv kunne genopstille som præsidentkandidat for tredje gang. Selvom der er valg, er der fortsat kun meget begrænset politisk demokrati. Især i Vesten er der sat store spørgsmålstegn ved valgresultaterne, hvor Ben Ali hver gang har opnået tæt ved 100 % af stemmerne.

Siden 1990'erne er den politiske magt i Tunesien blevet mere og mere centreret omkring præsidenten og en snæver elite, der udgøres af præsidentens familie og de nærmeste rådgivere, som han selv udpeger. En vigtig del af den reelle magt ligger også hos ejerne af de største virksomheder i landet, som ofte har nære og familiære bånd til præsidentfamilien.

Økonomi

Tunesiens samlede økonomi har siden 1986 været præget af liberalisering og privatisering af de store og vigtige virksomheder, der siden Bourguiba-tiden var ejet af staten.

Man havde en forventning om, at privatiseringerne ville føre til mere demokrati, men det har vist sig, at også de privatiserede virksomheder er centreret omkring præsidenten. Når en virksomhed udbydes til salg, annonceres dette først - og måske kun - til velhavende medlemmer af præsidentens familie eller til hans nære venner. Dermed sikrer præsidenten og regeringen sig, at selvom virksomhederne ikke længere er statsejede, har staten fortsat stor indflydelse på erhvervslivet.