Chador
Et stykke stof, ofte sort, der dækker kvinden fra hoved til fødder. Det er åbent foran og holdes lukket med den ene hånd. Det lader kvindens ansigt frit.
Temaer
 
top
 
 
 
Søgning
 


Fotokunst der skaber eftertanke

Af Mette Søltoft

Farhad Moshiri og Shirin Aliabadi er to af Mellemøstens meget efterspurgte kunstnere. De er begge uddannede i Vesten. Farhad Moshiri har studeret kunst og film i Californien, og Shirin Aliabadi har læst kunsthistorie og arkæologi i Paris. I dag har de bosat sig i Teheran, men deres kunst ligner noget fra New York eller Berlin, fordi deres udtryk er vestligt.

Kigger man godt efter vil man dog opdage, at billederne indeholder mere end bare et portræt af noget vestligt.
Farhad Moshiri og Shirin Aliabadi forstår nemlig at mikse deres viden om iransk kultur med deres viden om den vestlige kultur og derudaf skabe nogle billeder, der sætter væsentlige temaer fra de to kulturer til debat.
De fornærmer dog sjældent nogen, fordi de bruger humor i deres billeder.

Flirtende kvinder
Fotografiet af pigerne i bilen er umiddelbart ikke humoristisk. Det ligner mere et reklamefoto. Pigerne er unge, smukke og flirtende. Det ser ud som om, de er på vej til fest. Hvis de havde drukket coca-cola, havde billedet været lige ud af landevejen, og man ville - som med alle andre gode reklamer – have haft lyst til at være en del af det gode selskab. Men pigerne bærer slør, godt nok meget skødesløst og tilfældigt. Alligevel er slør ikke almindeligt, når det drejer sig om unge, smukke kvinder i reklamer i Vesten. Slør får en til at tænke på religion, tradition eller politik, ikke til det smarte og moderne. Men pigerne på fotografiet er bestemt moderne, og den modsætning skaber forvirring hos tilskueren.

- Det var ikke et ufarligt at tage de billeder, forklarer Shirin Alibadi.
- Mange blev bange og troede at vi var Pastaran.

Pastaran er den iranske efterretningstjeneste, som nogen gange kører rundt og tager billeder for at kunne bevise, at en pige ikke har båret sit tørklæde korrekt, hvis man skulle få lyst til at anholde hende.

Frihed er kedeligt – censur er sjovt
Billedet er et godt eksempel på, hvordan Farhad Moshiri og Shirin Aliabadi bruger deres viden om, hvordan det er at leve i Vesten, og hvordan det er at leve i Mellemøsten. Det er også et eksempel på, at de bruger et fotografi til at sætte tanker i gang hos tilskueren.
Når de giver deres billede underteksten ”freedom is boring – censorship is fun”, vender de nogle stereotype forestillinger på hovedet. I dette tilfælde gælder det forestillingen om, at frihed og morskab findes i Vesten sat over for den muslimske verdens kedsommelige censur.
Forvirret spørger man sig selv, om den tekst er en kommentar til os i Vesten om, at vores frihed og morskab kun er overfladisk og hul? Eller om teksten er ment som en barsk og sarkastisk kommentar til det iranske diktatur?

Chadoren – frækt eller fromt?
Et andet eksempel på, at Farhad Moshiri og Shirin Aliabadi bruger ironien på en måde, så man ikke ved om det er Vesten eller Mellemøsten, der bliver hængt ud, er en masseproduceret chador, som de har fremstillet. Chadoren er iranernes traditionelle og religiøse slør.
På pakken med chadoren i står der: ’Eksotisk, mystisk, chokerende’, ’Set på TV’ og ’Konservativ og alligevel forførende.’

Igen er det ikke kun det iranske regime, der står for tur, men i lige så høj grad Vestens forhold til sløret og til Mellemøsten. I Vesten har sløret vakt røre og debat, og nogen er blevet frastødt af det, og i Iran er sløret forbundet med den islamiske revolution, hvor chadoren blev et udtryk for ærbarhed og fromhed.

I Farhad Moshiri og Shirin Aliabadi’s masseproducerede plastikindpakning bliver chadoren pludselig forvandlet fra at være en religiøs beklædningsgenstand til at blive en engangs-regnfrakke eller et andet kunstprodukt, som man kan smide væk efter brug. På den måde forandrer de på de symbolske betydninger, der ellers er forbundet med sløret – og det giver tilskueren noget at tænke over.