Individualitet og fællesskab

Af Lene Kofoed Rasmussen

I en moderne verden er det ikke givet, hvilke fællesskaber man er del af, og det er ikke entydigt, hvor man hører til. Sådan er det også i Mellemøsten. Selvom familien stadig spiller en stor rolle for mange, vælger mange unge mennesker at engagere sig i nogle helt andre sammenhænge end deres familie.

Det kan være religiøse fællesskaber, hvor man mødes om bøn, studier eller socialt hjælpearbejde, eller det kan være politiske organisationer, kvindeorganisationer eller miljøorganisationer. Man kan også gå til spejder eller dyrke sport. Det er ikke sikkert, at alle muligheder ligger åbne for en, men der er et foreningsliv i de fleste store byer, som skaber andre fællesskaber end de familiemæssige fællesskaber. Se artiklen: Familien, slægten og klanen

Er der plads til individualitet inden for familien?
I Mellemøsten er der mange forskellige strategier for at forfølge sine egne mål og mange forskellige måder at være en del af en familie på. Måske bliver en ung ambitiøs kvinde, der har taget en høj uddannelse og får et krævende karrierejob, meget afhængig af sin familie, fordi hun må have nogen til at passe sine børn, når hun er på arbejde eller er udstationeret i udlandet i en periode.

Måske får en ung mand med mange søskende mulighed for at tage den håndværkeruddannelse, han har lyst og evner til, fordi nogen af de andre søskende indfrier hans forældres forventninger om at tage en statusgivende universitetsuddannelse. Det er ikke altid nemt at afgøre, hvad der er udtryk for individualisering, og hvornår hensyn til familien betyder mere end den enkeltes ønsker.

To søstre i Damaskus.
Naime og Mona er søstre og er vokset op i Damaskus. Da den yngste søster, Naime, begyndte i skole stod det hurtigt klart, at hun var mere bogligt orienteret end sin storesøster og familiens to sønner. Hun lavede lektier med stor iver, lærte hurtigt at læse og fik gode karakterer.

Mona var ikke særlig glad for skolen og udviste ikke særlig meget interesse for sine lektier. Derhjemme hjalp hun sin mor med at lave mad og gøre rent. Hun blev også sat til at gøre små tjenester for de voksne og for de to brødre. Hun lærte at gøre alle de ting, som en hjemmegående husmor må gøre for at få en familie til at fungere.

Naime blev også ind i mellem sat til at hjælpe til, men forældrene lagde mere vægt på, at hun lavede sine lektier, end at hun lærte at holde hus.

Da Mona blev 17-18 år begyndte hun selv og forældrene at kigge efter en passende ægtemand.
Men familien havde ikke særlig gode forbindelser, og moren kunne ikke rigtig finde en velegnet kandidat. Det lå ligesom i luften, at Mona godt måtte gøre lidt selv. Hun var hemmeligt forelsket i sin fætter fra Libanon, der en enkelt gang havde aflagt besøg i Damaskus.

Da Mona forsøgte at kontakte ham, satte moren sig dog imod. Alle i familien vidste, at Rami ikke var god til at finde arbejde og derfor ville få problemer med at forsørge Mona og deres børn. Senere mødte Mona en mand gennem sin veninde og blev forlovet med ham med forældrenes samtykke. Efter et års forlovelse blev de dog enige om at hæve forlovelsen.
Når man spurgte hvorfor, svarede Mona, at de synes, de var for forskellige, og at han desuden var alt for jaloux anlagt.

Mona blev efterhånden træt af at gå hjemme og hjælpe til i huset og besluttede sig for at tage en studentereksamen. Da hun var færdig på gymnasiet, begyndte hun igen at kigge efter en mand. Hun mødte en lidt ældre mand med en god uddannelse fra kvarteret, de mødtes nogle gange i smug og fandt ud af, at de gerne ville forloves. Han mødte op hos forældrene og bad om at blive gift med Mona, og de blev meget glade. De havde været ved at opgive at få Mona gift, og nu var der oven i købet en mand med en uddannelse og et godt arbejde, der ville have hende.

For Naimes vedkommende mente både forældrene og hun selv, at hun skulle læse videre, og der var derfor ingen gifteplaner, da hun blev 17-18 år. Hun tog en studentereksamen og kom så på universitetet. Under det andet år på universitetet blev hun forelsket i en medstuderende, og de gik lange ture i pauserne mellem forelæsningerne. Naimes forældre var ikke begejstrede for at lade hende forlove sig. Hun var jo ikke færdig med uddannelsen, og de havde også håbet på et bedre parti end en ung studerende til den dygtige datter.

Naime afbrød forbindelsen, da hans familie begyndte at presse på for at få ham gift med en anden pige. Omtrent på det tidspunkt hvor Naime havde afsluttet en bachelor-uddannelse, kom en slægtning på besøg fra Tyskland. Han kendte en ung læge i Tyskland med syrisk baggrund, som gerne ville finde en veluddannet syrisk kvinde at gifte sig med. Det blev arrangeret, at han kunne besøge Naime og hendes familie. Da de fandt ham sympatisk og blev overbeviste om, at han havde ordentligt arbejde og gode økonomiske forhold i Tyskland, blev det aftalt, at Naime skulle giftes med ham.

Nu er Naime på vej til Tyskland. Mona er flyttet et par gader væk med sin mand. Tilbage står spørgsmålet om, hvorvidt de bliver lykkelige i deres nye familier og om de får uddannelse og job.