Geografi

Beskrivelse af landet
Algeriet er det største af de fem Maghreb-lande i Nordafrika. Med et areal på 2,4 mio. km2 svarer det til ca. 53 gange Danmarks størrelse.

Det meste af Algeriet udgøres af Sahara-ørkenen. Kun 1/5 af landet længst mod nord er frugtbar jord eller bjergområde. Et af disse bjergområder er Kabylien, der er en af de tættest befolkede dele af Nordafrika.

Ørkenvandring er et stort problem i landet og berører særligt de forholdsvis frugtbare jordarealer, der grænser op til ørkenen.

Klima
I lavlandet ved kysten og i bjergområdet La Plaine, der ligger ud mod Middelhavskysten, er der middelhavsklima. Vintrene er her milde med en moderat mængde nedbør og somrene er tørre og hede.

Syd for Tell Atlasbjergene, der ligger længere inde i landet og har bjerge på op til 2500 meter, er der steppeklima med tørke om sommeren og kun lidt koldere vintre.

I ørkenen ligger temperaturerne på mellem 25 og 35 grader om vinteren og kan komme helt op på 55 grader om sommeren.

Råstoffer
Undergrunden i Sahara-ørkenen er rig på olie og naturgas. Olien udvindes i to store oliefelter: Hassi Messaoud, der ligger i den centrale del af Algeriet, og Polignac-bassinet tæt på grænsen til Libyen. Det største naturgasfelt, Hassi R’ Mel, ligger 400 km. syd for hovedstaden Algier.

Algeriet har også store forekomster af jern, og der udvindes fosfat, zink, uran og bly i bjergene.

Erhverv
Eksporten af olie og naturgas er meget vigtige for Algeriets økonomi. 60% af statens indtægter kommer herfra. Algeriet var verdens næststørste eksportør af naturgas i 2000.

Landbruget beskæftiger ca. 22% af den samlede arbejdsstyrke, og det udgør ca. 10% af BNP. Landbrugsvarerne afsættes primært på hjemmemarkedet.

Landbruget er hovedsageligt begrænset til de nordlige kystområder. Her dyrkes der bl.a. korn, vindruer til vinfremstilling, citrusfrugter og dadler. Der holdes også kvæg, får og geder samt kyllinger, men opdrættet er afhængigt af import af foder.

Utilstrækkelig modernisering af landbruget har sammen med befolkningstilvæksten betydet, at import af fødevarer helt frem til 1999 udgjorde 25% af Algeriets samlede import.

Befolkning og sociale forhold

Sprog
Arabisk er det officielle sprog i Algeriet.

En stor del af den algeriske befolkning har imidlertid berberisk som modersmål og lærer først arabisk i skolen. Det anslås, at mellem 20-25% af befolkningen taler berberisk. Berberisk blev i 2002 anerkendt som nationalsprog.

Indflydelsen fra den franske kolonisering betyder, at mange - især i det nordlige område og i de store byer - anvender fransk som dagligsprog. Fransk anvendes også af mange som arbejdssprog, men mange unge forsøger at lære engelsk.

Befolkning
Den algeriske befolkning blev i 2005 anslået til at være på ca. 32,5 millioner mennesker.

Befolkningstilvæksten har frem til 1980’erne været på 3%, men siden har den været faldende. I dag er den på 1,22%. Efter Algeriets selvstændighed i 1962 udgjorde den samlede algeriske befolkning 9 millioner. I 1987 var tallet steget til 23 millioner.

Som i de øvrige mellemøstlige lande er den algeriske befolkning ung: 29% af den samlede befolkning er under 15 år, mens kun 4,7% er over 65 år.

Det officielle arbejdsløshedstal i Algeriet er 22%, men det anslås til snarere at være 30%. 70% af de arbejdsløse vurderes at være unge under 25 år. Mens det officielle tal for, hvor mange der lever under fattigdomsgrænsen, er på ca. 12%, anslås den i de algeriske medier til at være 40%. På det sociale område forværres situationen af, at der menes at mangle 2 mio. boliger.

Skole og uddannelse
Der er 9 års skolegang i Algeriet. 98% af de algeriske børn var i 2000 indskrevet i folkeskolen, der er opdelt i 6 års grundskole og 3 års overbygning.

Der er stor geografisk forskel på, hvor mange piger, der går i gymnasiet. I hovedstaden Algier er det næsten lige mange drenge og piger, mens der i byen Tamanrasset i syden kun er 7% piger.

Analfabetismen er faldet mærkbart siden Algeriet blev selvstændigt. I dag kan ca. 70% af befolkningen læse og skrive. Læsefærdighederne er dog bedre for mænd end for kvinder. Mens 78,8% af mændene kan læse, er tallet kun 61% for kvinder. Analfabetismen er desuden højere blandt den ældre del af befolkningen.

Det algeriske skolesystem blev grundlagt af den franske kolonimagt, og det var dengang fortrinsvist franske børn, der gik i skole og lærte franske fag. Da Algeriet blev selvstændigt i 1962 var det derfor nødvendigt at ændre skolesystemet og mange penge blev investeret i undervisningssektoren. Undervisningen blev også arabiseret, og der blev lagt vægt på de videnskabelige og tekniske uddannelser, så algierne blev rustet til at styrke den nye algeriske industri.

Berbere
Befolkningen er etnisk delt mellem arabere og berbere. Berberne anslås at udgøre 20-25% af befolkningen. Den største gruppering af berbere findes i Kabylien. Kabylerne har gjort krav på regionalt selvstyre og fik i 2002 anerkendelse af deres sprog, berberisk, som nationalsprog.

En af de kendte berbergrupper er tuaregerne. Tidligere gik alle tuareger i blåt indigo-farvet tøj. Farven smittede af på deres hud, og de fik derfor tilnavnet "det blå folk". Tuaregerne i Algeriet er den befolkningsgruppe, der har været mindst påvirket af udviklingen i det øvrige Algeriet. De lever i den sydligste del af landet og driver karavaner gennem ørkenen ind i Mali og Libyen.

Nyere historie

Frankrigs kolonialisering
Frankrig tog i 1800-tallet magten i mange afrikanske lande. I 1830 kolonialiserede de Algeriet, som blev et amt i Frankrig. Alt blev omlagt til det franske system: Franskmændene ledede landet, de åbnede nye store virksomheder og det officielle sprog blev fransk.

Fra begyndelsen gjorde algierne modstand mod den franske magtovertagelse og nationale bevægelser krævede fra tidligt i 1900-tallet selvstændighed for landet. Bevægelserne var dog ikke enige om, hvordan man skulle opnå selvstændigheden og hvilke grundværdier, et selvstændigt Algeriet skulle bygge på.

Den egentlige uafhængighedskrig begyndte i 1945 efter 2. Verdenskrig.Franskmændene slog hårdt ned på de algeriske oprør. 400.000 algerier blev fjernet og anbragt i lejre overvåget af hæren, 300.000 flygtede ud af landet, og 700.000 flygtede ind til storbyerne. Men de algeriske bevægelser kæmpede ikke kun mod franskmændene – de kæmpede også mod hinanden, og derfor blev den algeriske kamp for selvstændighed meget blodig.

Selvstændigheden og den første præsident
Den 5. juli 1962 blev Algeriet uafhængigt - flere år efter nabolandene Marokko og Tunesien og mere end 15 år efter lande i Mellemøsten som Libanon, Syrien og Jordan.

Den første præsident efter selvstændigheden hed Ahmed Ben Bella. Han havde været leder af en af de mange modstandsbevægelser, Den Nationale Befrielsesfront (FLN). Ben Bella ville gennemføre en gennemgribende modernisering af landet, som skulle sikres af en stærk mand og en stærk stat. Derfor blev de fleste partier forbudt, og militæret spillede en vigtig rolle som statens støtte.

Hæren tager magten
Da Ben Bella i 1965 ville etablere private militser, der skulle udføre hærens hidtidige opgaver, reagerede hæren ved at arrestere Ben Bella. Forsvarsministeren, Boumedienne, overtog herefter magten. Grundloven blev sat ud af kraft og et revolutionsråd, hvis medlemmer næsten alle kom fra hæren, blev det eneste politiske organ.

Boumedienne regerede Algeriet frem til sin død i 1978. Herefter var der en hård magtkamp om, hvem efterfølgeren skulle være. Til sidst fik hæren gennemført, at oberst Chadli Ben Jadid skulle være præsident. Men Ben Jadid var ikke en stærk leder og hæren kunne derfor fortsat spille en stor rolle.

Oprør mod styret
Under Ben Jadid fik Algeriet store økonomiske problemer, som berørte den enkelte algerier, blandt andet fordi fødevarepriserne steg voldsomt. Flere grupperinger i befolkningen begyndte at gøre oprør mod styret, og i 1988 samledes alle grupperingerne i et oprør, hvor de unge demonstranter krævede brød, arbejde og frihed. Hæren svarede igen og 500 demonstranter blev dræbt.

Regeringen kunne imidlertid ikke helt undertrykke oprørernes krav, og der blev gennemført flere tiltag mod mere demokrati. Det blev bl.a. tilladt at organisere sig i partier og at strejke.

Militærkup og ustabilitet
I begyndelsen af 1990’erne blev det tydeligt, at det islamistiske parti, Den Islamiske Frelserfront (FIS), fik enorm popularitet, og at det formentligt ville vinde de kommende valg. Ti dage før anden runde af det parlamentsvalg, der i 1992 kunne have bragt det islamiske parti til magten, stoppede en gruppe generaler den demokratiske proces ved at gennemføre et militærkup.

De personer, der havde tilsluttet sig FIS samt dets ledere, blev nu forfulgt og undertrykt af det nye militærstyre. Radikale islamistiske grupper svarede igen med snigmord, bombesprængninger og kidnapninger. Fra 1997 til foråret 1998 blev volden stadig værre, og mange hundrede civile algeriere døde.

I april 1999 fik Algeriet en ny præsident, Abdelaziz Bouteflika. For at løse krisen garanterede han, at de militante islamister ikke ville blive forfulgt, hverken af politiet eller retsmæssigt, hvis de lagde våbnene og stoppede oprøret. Man mener, at mere end 100.000 algeriere havde mistet livet som følge af kampene frem til 1998. Volden hørte op, men både staten og samfundet i Algeriet er fortsat præget af politisk ustabilitet.

Politik og religion

Algeriets øverste leder er præsidenten, der vælges hvert femte år. Han udpeger en regering med ministre. Derudover er der Den Lovgivende Forsamling. Den består af Folkets Nationalforsamling, hvis medlemmer vælges direkte af befolkningen, og af Nationalrådet, medlemmerne udpeges af præsidenten og kommunal- og lokalråd.

National identitet
Algeriet er i dag plaget af politisk ustabilitet. Den politiske ustabilitet i landet gjorde sig gældende allerede under kampen for selvstændighed, der blev ført af flere forskellige grupper. Netop undertrykkelsen af disse modstandsgrupper efter selvstændigheden, samt ideen om en fælles national identitet, er væsentlige årsager til den dybe krise og oprøret, der opstod i Algeriet i 1988.

Da landet blev selvstændigt, lykkedes det den dominerende gruppe, Den Nationale Befrielseshær (FLN), at få magten alene. FLN skulle skabe et nyt og selvstændigt Algeriet, der var uafhængigt af franskmændene. Derfor lagde de vægt på, at Algeriet var ét land og at algerierne udgjorde én samlet befolkning med fælles arabisk sprog og islam som religion. Ude i landet var folk optaget af en anden udlægning af islam end FLN’s, der havde rod hos de lærde på universiteterne. Dette blev imidlertid undertrykt af styret ligesom berbernes ønsker om uafhængighed og eget sprog blev det.

Religion
Stort set hele den algierske befolkning er muslimer og islam som religion spiller fortsat en fremtrædende rolle i hverdagen for mange algeriere. Valget i 1992, hvor der var udsigt til, at islamisterne ville få magten i landet, og den efterfølgende vold har medført, at politisk islamiske grupper får meget kort snor af det nuværende styre.

Økonomi

Under Algeriets to første præsidenter, Ben Bella og Boumedienne, arbejdede man med en socialistisk økonomisk model for staten. Bønderne og arbejderne skulle være de centrale samfundsklasser frem for borgerskabet. Staten skulle være en stærk velfærdsstat, der sikrede befolkningen bolig, mad, uddannelse, et sundhedssystem og løn og pensioner. Alle de vigtige sektorer blev nationaliseret: el- og vandforsyning, tog og bus, landbrug og de store virksomheder så som minedrift og oliefelter.

Men efter at over en million franskmænd, inklusiv alle veluddannede eksperter, forlod Algeriet efter landets selvstændighed, viste det sig vanskeligt for algerierne selv at drive de virksomheder, som franskmændene tidligere alene havde stået for.

Olie og naturgas blev efterfølgende de bærende indtægter for statens velfærdsprojekt. Ustabile oliepriser på verdensmarkedet fik derfor stor betydning for de sociale forhold og levevilkårene for den algeriske befolkning. Et kollaps i oliepriserne på verdensmarkedet i 1985-1986 betød således, at staten måtte optage store lån i internationale handelsbanker, for at kunne klare de sociale ydelser over for befolkningen.

Særligt efter de voldelige år i 1990’erne har en sort økonomi udviklet sig i Algeriet. Indflydelsesrige generaler i hæren, som har tætte forbindelser til styret, menes at have trukket penge ud fra bl.a. eksport af olie og og overført pengene til sig selv. Samtidig er flere lokale militser blevet mellemmænd i en voksende sort handel med importerede varer.

I 1995 blev en række reformer sat i gang, der skulle ændre det forhold, at det var staten, der ejede de vigtige virksomheder og firmaer i Algeriet. Regimet står dog stadig over for store problemer: høje arbejdsløshedstal, mange fattige og mangel på boliger.